Forord – To Køn Tre Sandheder

“Vil du absolut have tæv ?”. Det var reaktionen fra en person der står mig nær, da jeg fortalte ham om planen med denne bog.

Nej, selvfølgelig har jeg ikke lyst til at få tæv. Men det er så vigtigt for mig at sige hvad jeg har på hjerte, at jeg er villig til at tage de tæv der følger med.

De ændringer der skete i tiden omkring 1968, var mere gennemgribende end vi almindeligvis gør os klart. Forholdet mellem de to køn ændrede sig voldsommere end på noget andet tidspunkt i historien. De stive regler der holdt folk fast i bestemte båse, skulle brydes ned, og kærligheden skulle slippes fri. Det var tilsyneladende en sejr for den feminine tilgang til livet.

Men kun tilsyneladende. Det var ikke specielt kvinder der sagde “make love, not war” til de krigeriske mænd. Det var især unge mænd der var imod Vietnam-krigen, der sagde det. Det var mænd der frivilligt kastede det krigeriske af sig og underkastede sig kærligheden. Det var mænd der elskede kvinderne så højt, at de frivilligt gav kvinderne alt – de accepterede en kærlighed på kvindernes præmisser, med mandens deltagelse i husholdningen, og kvinden i gang med karrieren. Mænds evige beskyttertrang over for kvinder blev nu kombineret med en ny selvransagelse der gik så vidt, at mændene også ville beskytte kvinderne mod mændene selv. Kvinderne blev set som ofre for årtusinders kvindeundertrykkelse, og de fik foræret hidtil usete muligheder for at spille offer-rollen.

Egentlig burde alt dette virkelig have gavnet kærligheden og freden imellem kønnene. For første gang i historien elskede mændene kvinderne så højt, at de gav afkald på egne rettigheder og frivilligt underkastede sig hvad kvinderne dikterede. Gud Amor havde opnået en hidtil uset magt ikke bare over privatlivet, men over samfundslivet. Og hvad skete ? Amor lavede et fatalt selvmål. Netop fordi mændene galant trådte tilbage og gav kvinderne al den plads de hidtil havde manglet, holdt kvinderne op med at elske mændene. Kærligheden døde. Hidtil havde det altid knirket i forholdet mellem kønnene. Men fra nu af fungerede forholdet slet ikke.

Formålet med denne bog er at beskrive hvad det er der ikke længere fungerer, og at forsøge at forklare hvorfor det ikke fungerer. Bogen er egentlig tænkt som en debatbog, men man kan ikke debattere et emne uden først at være enige om de mest basale kendsgerninger, og problemet med denne bogs emne er at en sådan enighed ikke eksisterer. Derfor må vi starte fra nul-punktet og finde ud af hvor uenighederne opstår.

Vi må gøre os klart at mænd og kvinder opfatter verden på hver sin måde. Den typisk kvindelige tilgang til verden er at det man gør, det gør man for at opnå noget på det sociale felt. Groft sagt kan man sige at hvis en skoledreng løser en matematikopgave, så gør han det fordi han ser opgaven som en udfordring til sine evner; hvis en skolepige løser opgaven, så gør hun det for at få ros af læreren. Begge køn gør den fejl at tro at de andre tænker lige som dem selv. Kvinder søger således altid efter et socialt motiv: Når som helst mænd gør noget, så spørger kvinderne: Hvilken social sammenhæng indgår det i ? Hvilke sociale fordele ønsker mændene at opnå ved det ?

Denne kvindelige tilgang brød for alvor igennem i 1968, og fik fodfæste inden for mændenes rækker. Den feminint inspirerede fortolkning var at når mænd gør som de gør, er det fordi det sociale system har set en fordel i at sætte normerne for mandlig adfærd på den måde. Det patriarkalske, autoritære sociale system ses som forklaringen på mændenes patriarkalske, autoritære fremfærd over for kvinder, og den feminine løsningsmodel er derfor at ændre dette system – så vil mændenes tankegang også ændres. I den feminine optik er alt indlejret i et socialt miljø, og faste egenskaber findes derfor ikke.

Fra og med 1968 har den gængse opfattelse været at den måde som mænd hidtil har opført sig på, var noget kulturbestemt, noget ”påklistret”, som de burde se at få skrællet af.

Mændene har så prøvet og prøvet, det bedste de kunne, at skrælle det kulturbestemte, påklistrede lag af. Men det ville ikke lykkes. Snart mistede kvinderne tålmodigheden med mændene og sagde: Jaså, I vilaltså ikke !  Vi tænkte det  nok ! De hemmelige, mandlige broderskaber har stadig taget i jer, og får jer til at holde fast ved den kvinde-undertrykkende adfærd. Og så blev kvinderne vrede og gik fra mændene.

Mændene, på den anden side, vidste jo godt at der ikke var tale om hemmelige sammensværgelser mod kvinderne. De elskede kvinderne og ville gøre alt for at tilpasse sig deres ønsker, men uanset hvor meget de forsøgte, kneb det med at lave sig selv om. Og de kunne samtidig se at uanset alle sociale påvirkninger, så holdt kvinderne stadig fast ved en række typisk kvindelige egenskaber. Kvinderne blev ved med at orientere sig mod det sproglige og det sociale, og blev ved med at beskæftige sig med omsorg.

Der står vi så i dag. Den ene halvdel af befolkningen – nemlig de fleste kvinder og et mindretal af mænd – mener at alt er socialt bestemt. Den anden halvdel af befolkningen – nemlig de fleste mænd og et mindretal af kvinder – mener at der findes faste egenskaber. Så længe der ikke løses op for denne uenighed, bliver forholdet mellem kønnene ved med at være så dårligt som det er nu. Kvinderne mister lysten til at stifte familie og sætte børn i verden, velfærdssamfundet går i stykker af mangel på unge mennesker til at betale gildet, og til sidst overtages scenen af fremmede folkeslag med en langt mere autoritær ideologi end vi nogensinde har haft.

Vi står altså med ryggen mod muren. Uenigheden skal løses, ellers bryder vores samfundsmodel sammen.

En oplagt vej frem vil derfor være at vende sig til videnskaben. Hvad kan videnskaben fortælle os om arv og miljø ? Findes der faste, nedarvede egenskaber som er forskellige for hvert køn ?  Hvor meget bestemmes vores tankeverden af det sociale miljø ?

Heldigvis er der blevet forsket meget i disse spørgsmål siden omkring 1968, og der er indløbet en masse konklusioner. Det står efterhånden fast, at der virkelig findes faste, medfødte forskelle mellem mennesker, også mellem de to køn, og at det sociale miljø i de fleste henseender spiller en langt mindre rolle end man skulle tro. Resultaterne taler altså til ugunst for den ideologi der er baseret på den typisk kvindelige tankegang; det sociale er ikke så afgørende.

At det er sådan, kan godt forstås videnskabeligt. Der findes et begreb der hedder feltafhængighed. Feltafhængige personer er ude af stand til at abstrahere fra de sociale omgivelser – de ser alt i en social sammenhæng. Feltafhængighed er resultat af en bestemt organisering af hjernen, og er formentlig et medfødt træk. Et flertal af alle kvinder, og et mindretal af alle mænd, er feltafhængige. Dette formentlig medfødte træk kan altså forklare, hvordan uenigheden opstår. Uenigheden er faktisk medfødt. Men for at anerkende dette, skal man anerkende at der findes medfødte træk, og det gør kvinderne netop ikke.

Her støder vi så ind i næste runde af magtkampen mellem den mandlige og den kvindelige opfattelse. For når videnskaben modsiger den herskende, feminint prægede ideologi, så vil ideologiens bannerførere ikke indrømme deres fejltagelser. Det ville jo kræve at de opgav hele deres verdensanskuelse, og det er for stor en mundfuld. I stedet forkaster de forskningen og siger at det er forskerne der er noget galt med; og de gør alt hvad de kan for at befolkningen ikke skal få noget at høre om de kontroversielle forskningsresultater. Det sidste kan måske virke som en overdreven påstand, men den indsigt jeg har skaffet mig, siger mig at det faktisk er tilfældet. Der sker en egentlig, systematisk undertrykkelse af ubekvemme forskningsresultater. Dels ligger der et vældigt pres fra de toneangivende i samfundet, de feminint inspirerede meningsdannere der dominerer medieverdenen, og dels ligger der en vældig selvcensur blandt de fleste forskere; den forsker der udtaler sig om medfødte forskelle mellem mennesker, bliver straks beskyldt for at være en reaktionær fascist, og det er tilstrækkelig afskrækkende til at de fleste holder mund.

Jeg var selv en ung mand i 1968. Som de fleste i min generation forsøgte jeg at tilpasse mig de nye feminine krav. Men efter mange forgæves forsøg må jeg erkende at disse forsøg fører blot til at jeg bliver et mislykket og ulykkeligt menneske. Jeg har mine medfødte karaktertræk, og jeg kan kun blive et harmonisk menneske, hvis jeg lever i overensstemmelse med disse træk.

At indse det, har kostet mig så megen anstrengelse og så meget besvær, at jeg ikke bare vil holde konklusionen for mig selv. Nogen må sige direkte at kravene ikke kan opfyldes. Derfor vil jeg ikke tie stille med at den ideologi som i årtier har gennemtrængt det meste af samfundet, gør det umuligt for mig og mange andre mænd at blive harmoniske mennesker. Og min mandlige tilgang til at beskrive dette problem er at basere mig på videnskaben – samtidig med at jeg selvfølgelig tager skyldigt hensyn til de sociale og kulturelle aspekter.

Jeg var forberedt på at det kunne blive vanskeligt at få lov at udtrykke mig i modstrid med samfundets herskende ideologi. Men jeg var ikke forberedt på at det skulle blive så vanskeligt. Forlag efter forlag afviste blankt mit manuskript. Det kom bag på mig at når jeg skriver at ”talrige videnskabelige undersøgelser viser at . . . ”, så bliver jeg simpelt hen ikke troet. Man påstår f.eks. at jeg blot har valgt de oplysninger ud der passer mig, og at der må eksistere andre forskningsresultater der siger det modsatte.

Det gik efterhånden op for mig at næsten alle forlag er præget af en “humanistisk” tankegang, hvor man ikke anerkender naturvidenskabens “ret” til at sige noget om mennesker. Øjensynlig nægtede forlagene at have noget som helst at gøre med denne bogs emne og menneskesyn. Jeg har henvendt mig forgæves til tyve forskellige forlag. Jo mere jeg forbedrede, tilpassede, justerede og finpudsede mit  manuskript, jo stærkere var tendensen til at jeg fik det blankt afvist, helt uden begrundelse.

Det er således meget vanskeligt at diskutere denne bogs emne, for så længe den ene part nægter at anerkende det som for den anden part er basale kendsgerninger, er dialog ikke mulig. Hvad jeg kan gøre, er blot at bede læseren om at acceptere min grundidé, nemlig at forskning baseret på naturvidenskabelige metoder i visse tilfælde kan fortælle noget væsentligt og nyttigt om menneskers adfærd. Til gengæld må jeg så forpligte mig til ikke at misbruge videnskaben ved at tage den til indtægt for opfattelser som i virkeligheden blot er mine egne subjektive opfattelser. Dette forsøger jeg at leve op til ved at holde videnskabelige oplysninger skarpt adskilt fra mine egne personlige holdninger. Læseren skal kunne se hvad der er hvad. Desuden må jeg mest muligt demonstrere at oplysningerne er udvalgt og fremstillet på en redelig måde.

Derfor har jeg fundet det nødvendigt at dele teksten op i adskilte typer af kapitler, med hver sin typografi, for at markere at forskellige dele af teksten skal vurderes med forskellige sandhedskriterier. Vi kan tale om tre forskellige kriterier for sandhed. For det første den objektive, kontrollérbare, videnskabelige sandhed. For det andet sandheden om personens eget indre liv – altså at man taler ærligt om hvad man tænker og føler. Og for det tredje den kollektive sandhed – det som er den almindeligt accepterede sandhed i det samfund eller den gruppe som man tilhører. I visse kapitler handler det om een form for sandhed, og i andre kapitler om den anden eller den tredje slags, og hvert af disse kapitler skal så vurderes og diskuteres efter sine egne sandhedskriterier. Hvis jeg f.eks. i et kapitel beskriver mine egne følelser, så må læseren ikke komme anstigende og hævde at eftersom det jeg skriver, strider mod den gældende, kollektive sandhed, så kan det ikke være sandt.

Den videnskabelige eller kontrollérbare sandhed er i princippet en objektiv sandhed; hermed menes at den er uafhængig af hvilken person der finder oplysningen frem. Den personlige og den kollektive sandhed er derimod i princippet subjektive sandheder, dvs. de er afhængige af hvilke personer der er involveret. Når jeg skriver om disse sandheder, så må jeg lægge en form for distance; jeg må først fremlægge hvad en eller flere personer hævder, og så må jeg diskutere om det nu lyder rimeligt. Det gælder især for den kollektive sandhed. Jeg er dog ikke interesseret i blot at beskrive hvad den gældende mening er om forholdet mellem kønnene. Jeg er interesseret i at debattere emnet og komme med forslag til hvordan den gældende mening hellere burde have været. De kapitler der handler om den kollektive sandhed, er altså debatterende kapitler.

De tre typer af kapitler er markeret forskelligt.

Kapitler med naturvidenskabeligt præg er markeret ved at være nummeret med romertal. Her har jeg tilstræbt at være redelig, og hvis det viser sig at fremstillingen alligevel på nogle punkter er blevet fejlagtig, ensidig eller forvredet, så beklager jeg det, og vil forsøge at rette det fremover.

Derudover er der nogle kapitler der handler om mine eller andres personlige oplevelser. De kendes på at overskriften er sat med kursiv.

Og endelig er der de resterende kapitler, som handler om samfundsforhold eller om den kollektive sandhed. Det er kapitler der beskriver eller debatterer forhold som har med den kollektive sandhed at gøre.

Pladsen i denne bog tillader ikke at jeg dokumenterer alle mine påstande i de mere videnskabelige kapitler. Teksten er baseret på langt over 1.000 referencer, og så mange er der ikke plads til i litteraturlisten.

Nogle dele af bogen er ganske lette at læse, mens andre dele er meget vanskeligere, selv om jeg mest muligt har forsøgt at undgå besværlige fagudtryk – f.eks. når det handler om hormoners indflydelse på forskellige nervecentre i hjernen. Hvis man springer nogle af de vanskeligste kapitler over, kan man stadig læse bogen med udbytte; men hvis man ønsker at kunne læse det hele, så kræves der nok en indsigt svarende ca. til en studentereksamen.

I øvrigt er bogen skrevet for alle og enhver, for emnet angår stort set alle. Men allermest håber jeg at den vil blive læst af de personer der svarer til min beskrivelse af “Mors Dreng” og “Fars pige”. Hvad jeg mener med disse udtryk, vil blive forklaret i bogen.

Bogen er helt mit eget værk, men jeg har dog fået værdifuld hjælp undervejs. I forskellige faser af sin tilblivelse er teksten blevet læst igennem fra ende til anden af flere personer af forskelligt køn. Andre personer har læst og kommenteret mindre uddrag, eller har hjulpet med at skaffe oplysninger, eller har støttet med moralsk opbakning. Alle skal have tak for deres hjælp.

Da det ikke er lykkedes at få et eksisterende forlag til at udgive bogen, er den i stedet udgivet på eget forlag for egen regning

Veksø, marts 2004                                          Kåre Fog