Om Kåre Fog

Hvem er Kåre Fog ?

Jeg er født i 1949 og opvokset i Storkøbenhavn.
Jeg bor i Veksø vest for København. Jeg er ungkarl.

Faglig indsats

Jeg er uddannet som biolog og har arbejdet i mange år med naturbevaring. Jeg har også arbejdet med kemisk forskning, hvor jeg studerede hvad der sker kemisk set når organisk stof bliver til muld. Ved siden af min forsker-karriere brugte jeg min fritid til at stå for organiseringen af en kortlægning af forekomsten af de forskellige arter af padder og krybdyr i Danmark; resultaterne viste, at padderne gik tilbage i forrygende fart, og at det var stærkt påkrævet at gøre noget for at forhindre dem i at uddø i store dele af landet. Min forskerløbebane blev afbrudt, da jeg blev stadig mere engageret i at redde de sjældne arter af padder fra at uddø. I løbet af 1980´erne blev jeg stadig mere involveret professionelt i projekter der skulle redde løvfrøen, klokkefrøen og de andre truede arter; fra 1988 og frem til i dag har jeg arbejdet free lance som konsulent for at redde og ophjælpe bestandene af disse dyrearter.

Jeg har også på andre måder været en del engageret i hvad der har at gøre med økologi, miljø og naturbevaring. I 1982 skrev jeg en lærebog i økologi, som har været meget anvendt igennem årtier, men som nu er udsolgt fra forlaget.

Nogle mennesker vil kende mig som den der protesterede over miljø-optimisten Bjørn Lomborg og indklagede ham for videnskabelig uredelighed.

Nogle få lidt mere præcise oplysninger om min faglige løbebane kan læses her.

 

Motivation for at skrive om de to køn

I de senere år har jeg skrevet bøger om forholdet mellem de to køn. Hvorfor nu det ? Fagligt set ligger det jo meget langt væk fra min professionelle karriere.

Motivationen kommer fra, at jeg – som alle andre – ikke kun er en faglig person, men også en person med et privatliv. Og dette privatliv har for mig ikke fungeret som det helst skulle. Det har givet mig nogle kriser, som har at gøre med vanskeligheden ved at fungere som mand i et samfund der er præget af feminisme og af forestillinger om at der ikke er nogen væsentlige forskelle mellem de to køn. På trods af at der faktisk eksisterer sådanne forskelle, og at de er væsentlige.

Jeg fik ambitioner om at skrive en debatbog om forholdet mellem kønnene; men under skriveprocessen blev det nødvendigt at jeg støttede mig til videnskabelig litteratur om emnet. Da jeg er vant til at tænke videnskabeligt og læse videnskabelig litteratur, faldt det mig naturligt. I løbet af de seks år fra 1998 til 2004 fik jeg læst mere end 50.000 sider kompliceret faglitteratur om de to køn, foruden ca. 10.000 sider skønlitteratur, debatlitteratur og lignende. På den basis forfattede jeg bogen ”To køn – tre sandheder”, som udkom i 2004.

Desværre viste det sig, at videnskabelige argumenter ikke er nok til at overbevise dem, der mener anderledes end mig. Det førte til videre overvejelser om hvilke former for argumenter, der er i spil. Disse overvejelser førte videre frem til at det er nødvendigt at skrive flere bøger. Derfor udkom næste bog, ”Alfahan eller tøffelhelt”, i 2013, og flere er undervejs.

Da ingen traditionelle forlag vil udgive bøger med et sådant indhold, blev det nødvendigt for mig at oprette mit eget forlag, forlaget Mysis, for at kunne udgive bøgerne.

Mere om motivationen for at skrive om de to køn og for at oprette eget forlag kan læses her.

Motivation for at skrive om humaniora

Jeg har erfaret at uanset hvor stærk argumentation man kan føre frem, og uanset hvor gode videnskabelige undersøgelser man kan henvise til, så vil man aldrig kunne overbevise feminister om sit synspunkt. Jo mere jeg har studeret feminisme – herunder de akademiske og politiske sider af feminismen – jo mere negativt overrasket er jeg blevet over den ekstremt ensidige fortolkning af verden, der ligger i feminismen. Påstande der er i direkte modstrid mod naturvidenskaben, får lov at bestå uantastede.

Tilsvarende problemer har jeg oplevet i andre sammenhænge, f.eks. i diskussioner om arv og miljø. Det er f.eks. veldokumenteret at forskelle i intelligens langt overvejende er bestemt af arveanlæggene. Men hvis man diskuterer det med humanistisk indstillede mennesker, bliver man ofte mødt med påstande om at intelligens mest er bestemt af miljøet eller at intelligens slet ikke er et meningsfuldt begreb. Her hjælper det ikke at anføre videnskabelige afhandlinger som evidens. De der er imod betydningen af biologisk arv, er resistente over for naturvidenskabelig evidens.

Efterhånden har jeg erfaret, at der er et vist segment af mennesker, som udviser denne form for resistens over for naturvidenskabelig viden. Det er som regel mennesker der abonnerer på forestillinger om at næsten alt er socialt konstrueret. Forestillingen om social konstruktion bruges som universalmiddel til at afvise naturvidenskabelig indsigt, og efterhånden som man studerer socialkonstruktionister, opdager man at de ser naturvidenskab som roden til en masse ondt i samfundet og af al magt ønsker at undergrave, nedbryde og måske endda afskaffe naturvidenskab. Til gengæld mener de at sociale og humane videnskaber er en bestræbelse på at fremme alt det gode i samfundet. Så der ligger en dagsorden om at naturvidenskab er ondt, og humaniora er godt, på samme måde som feminister mener at mænd generelt er onde og kvinder er gode.

Dette er en så horribel tankegang, at den kræver et modsvar. Derfor har jeg skrevet bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”, som jeg har udgivet på forlaget Mysis i 2015. Mere om motivationen for at skrive om humaniora kan læses her.