Tilbage til 1950´erne ?

“Den seksuelle revolution” der satte ind omkring 1968, var virkelig en revolution.

I bogen `To køn – Tre sandheder´ hedder det på side 12: “Som jeg husker det, ændrede opfattelserne sig omtrent fra det ene år til det andet. Pludselig var der vendt rundt på alting.” Det udtrykkes også i overskriften til et af bogens kapitler: “Jordskælvet der ramte forholdet mellem kønnene.”
I 1950´erne havde man en hel række idealer i behold. F.eks. idealer om lovlydighed, loyalitet, pligt og ret, respekt for traditioner, idealer om anstændighed, blufærdighed og trofasthed, idealer om at være en gentleman, idealer om faglighed og om at se en sag fra begge sider, idealer om et retssystem der gav lige vilkår for høj som lav, idealer om et samfund med små indtægtsforskelle, idealer om at undgå racisme, og mange andre. Nogle af disse idealer blev stående, i princippet i hvert fald, men mange af dem røg ud med omvæltningen i 1968. Det blev f.eks. almindeligt at sige at det er umuligt at være objektiv, så man kan lige så godt opgive idealet om objektivitet.
På nogle punkter betød 1968 en tiltrængt fornyelse eller en øget moralsk bevidsthed. På andre punkter betød 1968 en forkastelse af noget værdifuldt og et moralsk forfald. Der er således god grund til at skanne hen over de mange sider af samfundslivet og krydse af: Hvor var forholdene bedre for 50 år siden, og hvor er forholdene bedre nu end dengang.
Når det specielt gælder forholdet mellem kønnene, så er det mærkeligt at sloganet “Make love, not war” betød starten på en periode hvor kvinderne bekrigede mændene og gav dem meget mindre kærlighed end før.
Skal vi så tilbage til det gammeldags forhold mellem kønnene – til de harmoniske og lidt kedelige 1950´ere ? Nej, for det er umuligt. For det første er seksualmoralen ændret for altid efter adgangen til p-piller og fri abort. For det andet vil ingen kvinder kunne finde sig i at gå mutters alene rundt og støvsuge i villaen i sovebyen, mens far og børnene er ude i samfundet hvor de oplever en masse social kontakt. Så der er ingen anden mulighed end at kvinderne som hovedregel er ude på arbejdsmarkedet og har en karriere.
Desuden er det uheldigt for børnenes personlige udvikling, hvis de har moderen meget tæt omkring sig, mens faderen er en fjern figur. Moderen skal have mere at interessere sig for end blot børnene, og faderen må ikke blive så opslugt af karrieren, at han ikke er mentalt til stede i familien. Det betyder at karrierepresset burde lettes – hvilket ville indebære nogle konsekvenser både for arbejdsmarkedet og for boligmarkedet. Om dette i praksis er muligt, er desværre tvivlsomt.
Nogle kvinder er “superkvinder” der kan overkomme det hele – karrieren, familien, husholdningen og vennekredsen. Men selv om mændene hjælper meget til, er det et mindretal af kvinderne der overkommer så meget. For det meste betyder fuldtids job og karrierepres, at kvinden ikke overkommer at sætte det for samfundet nødvendige antal børn i verden. I mange familier vil det være ideelt, mens børnene er små, at en af forældrene går på deltid – og det vil oftest være moderen. Mange kvinder vil gerne have et deltidsjob, så de på en gang kan pleje kontakten til arbejdsmarkedet og til familien. Men stærke kræfter i samfundet forsøger, af ideologiske grunde, at begrænse udbuddet af deltidsjob. Det er ærgerligt. Man bør ikke af ideologiske grunde presse en bestemt livsform ned over folk – især ikke når det får den bivirkning, at der bliver født for få børn.
Der skete meget med børneopdragelsen efter 1968. 1950´erne var en mere autoritær periode, med fuld tiltro til skolelæreren, lægen og politiet. Den positive side af dette var at børnene faktisk blev opdraget til at opføre sig ordentligt. Et udslag af dette var f.eks. at kriminaliteten var langt mindre end i dag. Bankrøverier kendte man ikke til, undtagen fra amerikanske westerns.
Af mange grunde må vi altså overveje om vi har tabt nogle værdier som burde samles op igen. Vi bør måske skrue et nyt samfund sammen, der indeholder det bedste fra de to verdener – den før, og den nu.

I “To køn – tre sandheder” beskrives på side 486, at samfund kan være regale eller kalyptiske. Det kan forklares nærmere sådan her: I et regalt samfund lægger man vægt på formering, ekspansion, autoritet, og overholdelse af normer; det betyder f.eks. fasttømret familiestruktur og relativt store børnetal. I et kalyptisk samfund lægger man vægt på mangfoldighed og individets frie udfoldelse, og man finder det ikke vigtigt at befolkningen skal ekspandere – tværtimod.
Den seksuelle revolution var tydeligvis et gevaldigt skift fra et temmelig regalt samfund til et temmelig kalyptisk samfund. Dette skift har øjensynlig skudt over målet, sådan at hvor samfundet før måske var for regalt, er det nu snarere for kalyptisk. Spørgsmålet er: Kan vi finde en gylden middelvej ? Hvordan afgør vi, hvor middelvejen ligger ?
Her er bogens forslag at vi bruger børnetallene som en indikator på samfundets tilstand. Hvis der fødes 2,1 børn per kvinde, er der balance. Hvis der fødes 2,5 børn per kvinde, som i 1950´erne, har samfundet lidt for meget slagside til den regale side. Og hvis der fødes 1,5 børn per kvinde, som i 1980´erne, har det lidt for meget slagside til den kalyptiske side.
Hvis vi skal finde en balance, skal vi finde et punkt omtrent midt imellem de to samfundsformer. Der skal være mere autoritetstro end nu, men ikke så meget som for 50 år siden. Kvinderne skal forblive på arbejdsmarkedet, men ikke helt i samme omfang som nu. Forholdet mellem kønnene skal blive lidt mere skævt, men ikke helt så skævt som førhen. I mange forhold skal vi lidt tilbage i retning af 1950´erne – men slet ikke helt tilbage.
Det kan provokere mange at tale om, at forholdet mellem kønnene skal være lidt skævt. Men sagen er, at fuld ligestilling, i den forstand at de to køn er ligeligt repræsenteret på alle felter i samfundet, ikke kan lade sig gøre. Der er biologiske forskelle mellem de to køn, der gør, at samme vilkår for kønnene ikke giver samme position i samfundet. Ligestilling i udgangspunktet, i grundvilkårene, giver ikke ligestilling i slutresultatet. Man kan forsøge med kvoter og anden form for tvang at skabe ligestilling i slutresultatet; men det vil aldrig helt kunne lade sig gøre, og prisen for at forsøge vil være at opbygge et samfund baseret på tvang.
Samtidig er det sådan, at seksuallivet kræver en forskel på mand og kvinde. Forskellen skal være stor nok til, at der kan opstå en form for `spænding´. Uden denne seksuelle `spænding´ fungerer seksuallivet ikke.
Dette kan man bl.a. læse om side 417-420 i `Alfa-han eller tøffelthelt´.
Fuld ligestilling mellem kønnene i en sådan grad, at de reelt er gjort ens, er altså hverken mulig eller ønskelig. Og jo mere man forsøger at opnå dette ideal, jo flere sidevirkninger vil der komme, som bl.a. gør det stadig sværere for familierne at fungere.
Nogle radikale feminister er faktisk imod kernefamilien som institution og vil kun glæde sig, hvis kernefamilierne efterhånden helt holder op med at fungere og simpelt hen opløses. Sådanne feminister ser hellere børn blive til ved kunstig forplantningsteknologi end ved naturmetoden. Men det store flertal af befolkningen ønsker formentlig fortsat, at børn skal vokse op i kernefamilier med en mor og en far, som holder af hinanden og ikke går fra hinanden. Så længe dette er idealet, er fuld ligestilling, hvor kønnene er gjort ens, ikke mulig.