VULGÆR-HUMANISME
Begrebet humanisme opstod i Italien sidst i 1400-tallet. Siden da har det betegnet en forestilling om, at mennesket er væsentligt forskelligt fra dyrene. Denne forestilling går ofte ud på at dyr mangler bevidsthed og følelsesliv og kun styres af instinkter, hvorimod mennesker er udstyret med en bevidsthed som er summen af de sociale påvirkninger gennem opvæksten. Man forestiller sig at menneskers hjerne ved fødslen er en `tabula rasa´, dvs. en blank tavle, som efter fødslen modtager sociale indtryk, der sætter sig som `skrift på tavlen´.
I 1900-tallet er humanismen især blevet mobiliseret som en modvægt mod alle tanker om forskelle imellem mennesker, f.eks. forskelle i begavelse, race og køn.
Der findes en meget udbredt form af denne humanisme, som mangler en nærmere betegnelse; i mangel af bedre ord vil jeg kalde den `vulgær-humanismen´. Første trin der leder frem til denne version af humanismen, er at udelade enhver tanke om at der kan eksistere medfødte egenskaber. Alle forskelle mellem mennesker ses som socialt betingede, ikke biologisk betingede, dvs. alle forskelle må være menneskeskabte.
Det næste trin i tankegangen der leder frem til `vulgær-humanismen´, er som følger: Vi konstaterer at forskelle imellem mennesker er skabt af mennesker. Vi kan ikke tro at nogen vil skabe forskelle der går imod deres egen interesse; altså må forskellene være skabt af de personer, der har en fordel af at forskellene eksisterer. Når f.eks. mænd har højere sociale positioner end kvinder, så følger det deraf, at forskellene må være skabt af mændene, for kun de har fordel af forskellene. Ergo når man frem til den konklusion, at kvinders lavere sociale position skyldes at mændene på en eller anden måde har formået at undertrykke kvinderne og støbe dem i en social form hvor de passer til rollen som underlegne og mindreværdige.
Alle forskelle kan på denne måde ses som resultat af en målrettet undertrykkelse. Enhver forskel mellem mennesker bliver dermed uretfærdig. Forestillingen om sådanne uretfærdigheder fører frem til en moralsk forargelse over at forskellene får lov at bestå.
Forskelle mellem mennesker der faktisk skyldes uretfærdig manipulation, bør selvfølgelig føre til at vi oprøres over uretfærdigheden og søger at forhindre den. Men vulgær-humanismen går videre end det. Det `vulgære´ ligger i at den er unuanceret og ser enhver forskel som uretfærdig. Da den ikke kan finde forklaringen på hvordan forskellen er opstået, udråber den automatisk dem som foskellen er til gunst for, som undertrykkere og dermed som onde mennesker. På denne måde formår vulgær-humanismen at skabe had (herunder også selv-had) ud af den blå luft. Den får folk til at tænke negativt om hinanden, skaber fjendtlighed og kold luft.
Det er temmelig ejendommeligt at vulgær-humanismen trives netop blandt akademikere. Akademikere anser sig selv for moderne, rationelle mennesker, der har lagt afstand til gammel overtro; men alligevel nægter vulgær-humanisterne konsekvent at anerkende de resultater som opnås ved naturvidenskabelige arbejdsmetoder inden for bl.a. psykologien, humangenetikken og biokemien. På disse felter har videnskaben siden 1970 gjort vældige fremskridt. I dag ved vi at masser af forskelle mellem mennesker er arveligt betingede, ikke blot forskelle i evner, men også forskelle i holdninger og interesser. Vi ved f.eks. at dele af sprogsansen er til stede allerede ved fødslen, og altså er forudprogrammeret. Vi ved at kønshormoner påvirker hjernecellerne og får de to køn til at tænke og opføre sig forskelligt.
I stedet for at acceptere evidensen for at i hvert fald visse forskelle er medfødte, og i stedet for at acceptere en dialog om disse ting, benytter vulgær-humanister sig af sociale mekanismer til at forhindre at denne evidens bliver kommunikeret ud. Det betyder at alle der afviser tanken om medfødte forskelle, er inde i varmen og behandles som gode og rigtige mennesker. Men alle der fastholder tanken om medfødte forskelle, bliver frosset ud af det gode selskab. Det mener man at kunne gøre med god ret, fordi man i egen indbildning hører til de gode, hvorfor alle der har andre meninger nødvendigvis må være onde og derfor med god samvittighed kan undertrykkes og holdes nede – det er i princippet den samme opfattelse, som alle totalitære tankesystemer bygger på. `Gode´ humanistiske redaktører på forlag, i elektroniske medier og visse aviser sørger for at frasortere tabu-synspunkter om medfødte forskelle, og formår til gengæld at få såkaldte eksperter til at udtale sig i mere eller mindre direkte modstrid med den videnskabelige erkendelse på området.
Hvis man ønsker en afklaring af et eller andet spørgsmål angående forskelle mellem mennesker – hvor kommer forskellene fra, og kan de udlignes – så må man tillade at divergerende opfattelser kommer frem og bliver holdt op imod hinanden. Det vil være det rigtige både ud fra et demokratisk synspunkt og ud fra et videnskabeligt synspunkt. Men opfattelser der går imod kvinders interesser, får ikke denne ideelle behandling. Et markant eksempel er en bog skrevet af amerikaneren Steven Goldberg. Den har i et årti stået i Guinness Rekordbog som det mest afviste manuskript nogensinde. Bogen blev afvist i alt 69 gange af 55 forskellige forlag, indtil Steven Goldberg endelig fandt et forlag, der ville trykke den. Den første udgave, der udkom i 1977, hed “The inevitability of patriarchy” (hvorfor patriarkat er uundgåeligt) og handler om at eksistensen af matriarkater i fjerne tider eller hos eksotiske stammer aldrig er blevet påvist, og at der er hormonelle/fysiologiske grunde til, at det altid vil være mændene, der er samfundets ledere. Dette synspunkt er selvsagt upopulært i brede kredse, men det burde ikke være argument for at det undertrykkes.
Goldberg fik omsider et forlag til at antage sit manuskript. Så heldig har jeg ikke været. Efter at have henvendt mig forgæves til 20 forlag, har jeg måttet oprette mit eget forlag for at få udgivet bogen “To køn – tre sandheder” – på trods af at bogen ikke er nær så provokerende som Goldbergs bog, at den indeholder mange kapitler med et væsentligt videnskabeligt indhold, og at den er mere afbalanceret og informativ end mange `vulgær-humanistiske´ skrifter.
Jeg finder det derfor ikke overdrevet at påstå, at `vulgær-humanismen´ er så udbredt i det danske samfund, at der er en tilstand af de facto censur i forlagsverdenen. De holdninger jeg er blevet mødt med, har hos mig skabt en stor modvilje imod den såkaldte humanisme. Den påstår at bekæmpe undertrykkelse af anderledes tænkende, men undertrykker selv anderledes tænkende. Den påstår at være rationel og videnskabeligt funderet, men bygger i virkeligheden på systematisk undertrykkelse af erkendelse der er opnået ved naturvidenskabelige metoder. Og da den nægter at forholde sig til hvad videnskaben kan fortælle os, er den ikke særlig frugtbar i virkelighedens verden.
Et indlæg med delvis samme indhold er trykt som kronik i Information d. 1. august 2005, se dette link.